1p har fortolket 'Grantræet'

Remediering af HC Andersens juleeventyr

Emilias maleri på glas

De sidste moduler før juleferien arbejdede 1.p i dansk med HC Andersens klassiske juleeventyr 'Grantræet'. Først læste de eventyret i den originale version, derefter læste de en remedieret udgave af eventyret i moderne sprog og derefter så de filmen 'Grantræet' (Ostenfelt 2011) som også er en fri fortolkning af eventyret.

Nu var opgaven, at 1p skulle lave deres egen remedierede udgave af 'Grantræet' og der kom mange flotte og meget forskellige bud. Her på siden er et lille udpluk. 

Rigtig glædelig bag(h)jul og godt nytår!

/LG

Digt (anonym)

Digte og fotos i tre dele (anonym)

Tegneserie

”Grantræet”

Mit liv startede fuld af skrig og skrål i et koldt, hvidt og kynisk lokale. Mennesker med mærkelige masker førte mig væk fra min mor og slog mig hårdt bagi. Jeg blev målt, vejet, tjekket og stukket. Det var helt igennem forfærdeligt.

Dade var færdige, førte de mig tilbage til min moders barm. Jeg genkendte hendes lugt med det samme og hendes varme krop beroligede mig. Efter nogle dage tog min mor mig med hjem. Jeg blev vasket ammet og puslet om dag ud og dag ind. Det var herligt.

Efterhånden som dagene gik blev det nemmere og nemmere, at holde øjnene åbne og sikke et syn. Der var lys og farver over det hele på væggen hang et billede af mig da jeg stadigvæk lå i min mors varme mave. Uhh den varme mave den savner jeg. Der lå jeg helt uforstyrret og maden kom flydende som det passede mig.

Pludselig en dag mens mor holdt mig i hendes arme ringede hendes telefon og hun lagde mig på et farverigt tæppe midt på gulvet. Hallo! Haaallo! Har du ikke glemt noget! Forsøgte jeg men hvem prøver jeg at narre hun forstår jo ikke et ord af hvad jeg siger. Og så lå jeg der, helt og aldeles hjælpeløs jeg forsøgte at vende mig. arghhh ouh men det nyttede ikke noget. Jeg lå og tænkte på hvordan hun bare kunne efterlade mig her. Hende og hendes stærke ben der kunne bære hende hvor hen hun ville. Gid jeg kunne være voksen som hende.

Årene gik og jeg lærte at gå og at snakke en lille smule. Jeg kunne sige mad, mor og nej. Uhh hvor jeg elskede det ord. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej.  Med det ord havde jeg magt. Vil du have mad? Nej! Vil du sove? Nej! Og virkede det ikke kunne jeg bare skrige til at jeg fik min vilje…… nogle gange. 

Men der var så meget jeg ikke måtte. Nej pas på ovnen! Hey du ikke pille ved mors computer! Nej. Nej. Nej. Nu var det pludselig mor der brugte det ord hele tiden. Jeg ville jo bare gerne være stor som hende, det var uretfærdigt. Hun måtte lave mad. Hun måtte snakke i telefon. Hun måtte gå på arbejde og hvad må jeg? Jeg må lege og jeg må tage i vuggestue, hvor der er andre der bestemmer hvad jeg må og ikke må.

Inden jeg så mig om, skulle jeg starte i skole. Yes! tænkte jeg nu kan jeg bestemme selv. Men nej… nu var der noget der hed en lærer. Hun sagde at jeg skulle sidde stille, være stille, læse, skrive og meget meget mere. NU MÅ DET SNART VÆRE NOK! Jeg er en stor dreng nu jeg kan godt selv bestemme. Vi havde i skolen noget der ”pauser” hvor vi måtte lege. Yndlingslegen, det var uden tvivl far mor og børn. Der legede vi, at vi var voksne. Jeg gik på arbejde, jeg passede mine børn og jeg bestemte alting for jeg var manden i huset men som altid, var der noget andet der skulle bestemme. Klokken ringede og legen måtte slutte.

Nu! Tænkte jeg nu må det være nu. Jeg er blevet teenager. Næsten voksen. Jeg går i 9 klasse og snart går jeg ud af skolen. Min mor er begyndt at sige at jeg skal finde et arbejde til at betale nogle af mine egne ting. Det er noget fjollet noget syntes jeg, det gør hun jo så fint. Men altså jeg gik ned i min lokale Rema og søgte job. Det var hårdt og de havde travlt hele tiden men det ændrer sig nok jeg er jo ikke voksen endnu.

Tiden gik. Jeg gik ud af 9ende og gik så i gymnasiet. Så tænkte jeg nu må jeg da være voksen. Jeg gik hjem til min mor og sagde. Nu! Nu er jeg voksen og du kan ikke bestemme over mig nogensinde igen. Min mor så på mig sagde fint hvis du er så voksen så er det vel på tide at du flytter ud. Ja, ja det er det sagde jeg selvsikkert.

Der gik lang tid før at jeg fandt et sted at bo, men da jeg gjorde, gik det også stærkt. En to tre og så var jeg flyttet ind. 18 år og jeg boede allerede alene. Jeg havde det som blommen i et æg…. Troede jeg. Første morgen vågnede jeg alt for sent. Jeg råbte til min mor hvorfor vækkede du…. Når nej det skal selv. Jeg gik ned i køkkenet for at spise morgenmad men der var ikke noget… jeg skulle selv tage bussen for mor kunne ikke længere og når jeg kom hjem om aftenen, var der ingen varm steg på bordet omgivet af tallerkener. Jeg forsøgte selv at lave mad men det hele brændte på. Havde jeg haft penge havde jeg bestilt mad.

Jeg bed i det sure æble og ringede grædende til min mor. Hun kom og hentede mig og tog mig ud at spise. Undskyld mor jeg vil gerne flytte hjem igen, sagde jeg. Nej sagde hun. Sket er sket du havde så travlt med at blive voksen og det er du nu. Jeg stak lidt til min mad og fortrød inderligt at jeg ikke havde nydt de mange år hvor alt jeg skulle var at lege og lære. Nu var det for sent… (Anonym 1.p)