Kemi
Alt levende og den materielle verden udgøres af stof, som kan omdannes ved kemiske reaktioner. Kemikeren udforsker og beskriver stoffers egenskaber og betingelserne for, at disse reagerer.
Inden for moderne naturvidenskabelig forskning spiller kemi som videnskab en stadig vigtigere rolle som bidragsyder til forståelse og udvikling af bl.a. bioteknologi, nanoteknologi, nye materialer, lægemidler og fødevareproduktion. Kemisk forskning spiller således en afgørende rolle for det enkelte menneskes tilværelse og samfundets teknologiske og økonomiske udvikling, ligesom kemisk forskning har stor betydning i forbindelse med intentionen om bæredygtig udvikling,
Som naturvidenskabeligt fag bidrager kemi i samspil med andre fag til udvikling af det moderne verdensbillede.
Kemisk viden og begrebsforståelse udvikles gennem vekselvirkning mellem på den ene side observationer og eksperimenter og på den anden side teori og modeldannelse. Denne vekselvirkning er essentiel for kemiundervisningen.
Hvilke niveauer kan der vælges?
Kemi er ikke et obligatorisk fag, men introduceres det første halve år gennem det naturvidenskabelige grundforløb. Herefter kan kemi vælges på tre niveauer – A,B og C.
Niveau A og B er en overbygning på niveau C. Hvert niveau har sit ”kernestof”, som skal læses, men der er stor frihed til valgfrit stof. Her kan eleverne efter egen interesse vælge områder inden for kemien, og fordybe sig i disse.
Arbejdsformerne vil variere mellem teorigennemgang, demonstrationsforsøg, elevforsøg og projekter. Tværfaglighed vil indgå i nogle af forløbene.
Eksempel på valgfrit emne: Lægemiddelkemi- Acetylsalicylsyre
Eleverne læser om lægemidler kemiske sammensætning og virkemåde. I laboratoriet fremstilles f.eks. acetylsalicylsyre, der er et af de ældste hovedpinemidler.
Acetylsalicylsyre har været brugt som smertestillende lægemiddel i århundreder og blev tidligere udvundet af barken på en bestemt plante. Ud over at være smertestillende har acetylsalicylsyre en betændelsesdæmpende virkning, når det tages i tilpas store doser, og en febernedsættende virkning. Selv i meget små doser virker acetylsalicylsyre blodfortyndende og benyttes i den forbindelse til patienter med hjerte-kar-sygdomme. Acetylsalicylsyre er det virksomme stof i præparater som for eksempel Albyl, Aspirin, Kodyl, Kodymagnyl, Magnyl og Treo. Kodymagnyl indeholder foruden acetylsalicylsyre også Kodein, der virker opkvikkende.
Globalisering, kultur og klima
Samfundsfag A, Engelsk A, Biologi BFokus på internationalt udsyn
Hvordan er amerikansk politik skruet sammen? Hvordan er magtbalancen i verden lige nu? Hvad betyder miljø og klima for globalisering og fred i verden? Og hvad skrev Shakespeare egentlig om magt? Er du interesseret i det lokale og det globale, og har du et internationalt udsyn, så er denne studieretning et godt tilbud til dig. Engelsk er globaliseringens og internettets sprog. Samfundsfag giver indsigt i aktuelle samfundsforhold. Og i biologi får du viden om menneskets fysiologi og genetik, naturforhold og bioteknologi. Studieretningen giver dig redskaberne til at stille spørgsmål og forholde dig kritisk analyserende. Den giver dig et solidt fundament til at forstå den verden, du lever i.
Læs mere om studieretningen her.
Se studieretningerne med valgfag.
Se i UddannelsesGuidens ADGANGSKORT, hvilke uddannelser, fagene giver adgang til.
Globale magtforhold og medier
Samfundsfag A, Matematik B, Mediefag BHvordan hænger verden sammen?
Vil du vide, hvem der bestemmer i verden, og hvorfor vi har økonomisk krise i store dele af verden? Hvorfor er det ikke tilfældigt, hvilke nyhedsindslag, der bliver bragt i medierne, og hvordan de udvælges og fortælles? Har spillefilm også politiske budskaber? Er der en statistisk sammenhæng mellem antallet af artikler om voldsepisoder i medier og samfundsudviklingen i Danmark? På denne studieretning får du en grundig viden om, hvordan samfundet fungerer, og hvordan det formidles i forskellige medier. Du arbejder med selv at skabe filmproduktioner, og du får forskellige matematiske redskaber til at forstå verden. På denne måde får du et godt grundlag til at tage stilling til de forskellige emner, der er oppe i medierne, og gode redskaber til at tage kritisk stilling til den måde, samfundet fungerer på.
Se studieretningerne med valgfag.
Se i UddannelsesGuidens ADGANGSKORT , hvilke uddannelser, fagene giver adgang til..
Mediefag
Medierne er en vigtig del af det moderne menneskes liv. Via medierne får vi viden, inspiration og underholdning stort set lige meget hvem vi er, og hvor i verden vi bor.
I Mediefag lærer du at se film og tv med andre øjne. Du lærer hvordan medierne arbejder, og du lærer at gennemskue, hvordan de forsøger at manipulere med dem.
I timerne arbejder vi med spillefilm såvel som med nyhedsformidling og dokumentarfilm.
Vi arbejder emneorienteret med forløb om f. eks. instruktører, genrer eller temaer.
Mediefaget har også en praktisk del. I starten af skoleåret laver vi en masse praktiske øvelser i grupper, hvor du lærer skolens kameraer og andet udstyr at kende.
Senere på året lærer du at planlægge en videofilm, skrive manuskript og storyboard, filme og til sidst klippe jeres egen film.
Alle elever i gymnasiet og på HF kan vælge mediefag på C- eller B-niveau.
På C-niveau arbejder vi med 1-2 emner og vi laver en videoproduktion af 3-5 minutters varighed. Der afsluttes med en mundtlig eksamen.
På B-niveauet går vi i dybden med forskellige aspekter af film og tv-produktion. Vi arbejder med 3 emner, og vi laver to små videoproduktioner af 3-5 minutters varighed samt en stor af 10 minutters varighed. Der afsluttes med en gruppeeksamen, hvor I skal op i jeres 10 minutters film, og en individuel teoretisk eksamen.
Læs mere om faglige mål og indhold på Undervisningsministeriets hjemmeside her: Mediefag C Mediefag B
"Jeg har valgt mediefag fordi, jeg synes filmproduktion er interessant. Både den teoretiske del men og den praktiske, alle de små detaljer som er med til at give seeren et veludført færdigt produkt. Undervisningen skifter mellem teori om film, filmiske virkemidler, hvordan man har lavet scenerne osv. Og så den praktiske del hvor man selv skal ud og lave film og bruge den teori man har lært i klasselokalet. Det jeg allerbedst kan lide ved mediefagsundervisningen er, at man bruger den teori man har lært i praksis. Det er også anderledes fra mange af de andre fag man har, så det er ligesom de timer hvor man udfolder sig kreativt."
"Jeg har valgt mediefag fordi, jeg godt kunne lide at lave kortfilm i folkeskolen og jeg syntes at faget lød spændende - hvilket det også er! I undervisningen analyserer vi film, lærer nye fagbegreber og filmer med professionelt kamera, hvor vi øver os på forskellige perspektiver, beskæringer osv. Jeg kan allerbedst lide, når vi skal lave noget praktisk f.eks. filmer eller laver en leg for at øve os på begreberne."

Mennesket i verden
Engelsk A, Tysk A, Biologi BKommunikation, natur og kultur
Vil du være bedre til at kommunikere på engelsk og tysk? Og vil du vide mere om de engelsk- og tysksprogede lande? På denne studieretning får du engelsk og tysk på højeste niveau og lærer at analysere og fortolke tekster, film, billeder og lyd på originalsprogene. Vi arbejder med aktuelle temaer, men går også tilbage i tiden og læser fx. Shakespeare og Goethe. I biologi får du viden om menneskets fysiologi og genetik, naturforhold og bioteknologi både gennem teori og eksperimentelt arbejde. Vi arbejder tværfagligt omkring natur, kultur og samfundsforhold og ser fx. på landenes ungdomskulturer og biologiske og medicinske landvindinger, som har betydning for menneskers livsbetingelser og levevis.
Se studieretningerne med valgfag.
Se i UddannelsesGuidens ADGANGSKORT , hvilke uddannelser, fagene giver adgang til.
Biologi

Biologi er et naturvidenskabeligt fag med vægt på eksperimentelle arbejdsmetoder, såvel i laboratoriet som i naturen. Faget er præget af udviklingen inden for moderne biologisk forskning, og et af målene er at få forståelse af den menneskelige aktivitet, herunder principperne for bæredygtig udvikling.
Biologi bidrager til vores forståelse af os selv som biologiske væsner og som samfundsborgere, så vi kan tage stilling til aktuelle samfundsforhold inden for fx sundhed, miljø og bioteknologi.
Fra niveau C til niveau B og videre til niveau A er der en progression i valget af emner og metoder, således at der sker en trinvis tilegnelse af den naturvidenskabelige arbejdsmåde.
Biologi C
Kernestoffet:
• cellers generelle opbygning og funktion
• overordnet bygning og betydning af DNA, proteiner, kulhydrater og fedtstoffer
• eksempler på nedarvningsprincipper, herunder eksempler på arvelige sygdomme hos mennesket
• menneskets fysiologi, herunder oversigt over kroppens organsystemer og et udvalgt organsystems opbygning og funktion
• økologi med fokus på forskellige organismers tilpasninger
• eksempler på bioteknologiske metoder og deres anvendelse
Supplerende stof
Dette omfatter problemstillinger inden for fx sundhed, medicin, miljø, biologisk produktion og bioteknologi som uddyber kernestoffet. Vi skal inddrages aktuelle eksempler, der belyser biologiens betydning i lokale og globale sammenhænge.
Biologi B
Kernestoffet omfatter ud over Biologi C
• virus
• biokemi
• energistofskiftet
• immunologi
• evolutionsteori
• populationsbiologi
• energistrømme og stofkredsløb
• økosystemundersøgelse
• undersøgelses- og analysemetoder inden for alle biologiske områder
Supplerende stof
Her kan vi hente stof fra samme områder som i Biologi C, men der lægges vægt på biologi som videnskabsfag og inddragelse af bioetiske problemstillinger.
Biologi A
Kernestoffet omfatter ud over Biologi B
• naturvidenskabelig metode med vægt på biologisk metodik
• udvidet biokemi
• udvidet fysiologi incl. hormoner og nervesystem
• genetikkens molekylære og cellulære grundlag
• samspillet mellem arv og miljø
• udvidet økologi, herunder økotoksikolgi
Supplerende stof
Biologi A omfatter de samme emner som Biologi B, men mere dybtgående.
Supersproglig
Engelsk A, Fransk A, Spansk A
For dig, der elsker sprog.
Er du vild med at tale med unge fra andre lande, når du er på ferie? Bliver du høj af at forestille dig en fortovscafé i London, Paris eller Barcelona? Synes du, det er skønt, når du lige får skruet en flot sætning sammen på et fremmedsprog? Og kan du se en fremtid for dig, hvor du skal beskæftige dig med kommunikation, handel og kultur? Så er denne supersproglige studieretning noget for dig. Du vil opdage, at sprogenes ordforråd og grammatik hænger sammen, og at de gensidigt støtter hinanden i indlæringen. Med engelsk, fransk og spansk på A-niveau får du redskaber til at forstå det Europa, du lever i - såvel som de mange andre lande i verden, hvor sprogene bruges. Samtidig vil du være godt forberedt til at studere herhjemme og i udlandet.
Se studieretningerne med valgfag.
Se i UddannelsesGuidens ADGANGSKORT , hvilke uddannelser, fagene giver adgang til.
Fransk

Bonjour et bienvenue au monde francophone de Frederiksværk Gymnasium & HF !
Fransk kan vælges som enten begynder- eller fortsættersprog. I faget beskæftiger vi os med dagliglivet og kulturen i Frankrig samt andre fransktalende lande. Med fransk opdager du derfor en ny verden af musik, film, serier og litteratur, som du løbende bliver introduceret for i timerne. Fransk er faktisk et vigtigt fællessprog, som tales i mange lande i Europa og Afrika, men også i Canada og enkelte steder i Asien. Ifølge Dansk Industri er fransk derfor blevet en efterspurgt kompetence i mange internationale virksomheder.
Udveksling til Frankrig og ekskursion
I 2.G har vi en årlig ekskursion til København, hvor du bliver klogere på den franske tilstedeværelse i Danmark. I 3.G kan du komme på udveksling til Frankrig ved at hæve fransk til A-niveau. Vi samarbejder med et gymnasium i Le Muy, som ligger nær Nice i Sydfrankrig.
Master Class
Vi har et officielt samarbejde med Institut Français samt det franske uddannelsesministerium, som i både 2.G og 3.G giver dig muligheden for at opnå et DELF diplom efter en sprogprøve. DELF diplomet udstedes direkte af det franske uddannelsesministerium og er et officielt samt anerkendt bevis i hele 196 lande. Master Class giver dig således ikke kun et ”fagligt boost”, men også et ekstra eksamensbevis.
DELF diplomerne opfylder blandt andet krav fra uddannelser, hvis man vil tage et ophold i Frankrig. I 1. og 2.g er det muligt at tage niveau A2, som hjælper til at kunne klare sig i dagligdagssituationer på fransk. For 3.g'ere er det også muligt at tage niveau B1, som også omhandler faglig dialog. I Master Class øver vi under hyggelige omstændigheder med kakao og kage at tale på fransk f.eks. i en købmand eller på en café. Vi skriver breve og beskeder på fransk, og lytter til højttalerbeskeder f.eks. fra en lufthavn. Prøven foregår på skolen med Jonas (JC) og Christel (CVR) som begge er godkendte DELF bedømmere.

Eksamensinfo
2.G Fransk B-niveau: Kun mundtligt eksamen
3.G Fransk A-Niveau: mundtligt + skriftlig eksamen
2.G DELF: Mundtlig + skriftlig eksamen
3.G DELF: Mundtlig + skriftlig eksamen

Sprog, samfund og sport
Engelsk A, Samfundsfag B, Idræt B Engelsk, samfund og sport i teori og praksis.
Kan du lide engelsk og sport, og interesserer du dig for, hvad der foregår i de engelsksprogede lande og i samfundet generelt? Du vil både komme til at dyrke idræt i praksis og få teori på denne studieretning. Idrætsteori handler om fysiologi, anatomi, historie, sociologi og psykologi og vil tage udgangspunkt i de engelsk-talende landes sportsgrene. Samfundsfag vil give dig en grundlæggende indsigt i samfundsforhold og politik både i Danmark, EU og globalt. Du lærer at forstå aktuelle politiske spørgsmål, så du bedre selv kan tage stilling og argumentere. Engelsk er globaliseringens og internettets sprog. På engelsk A får du grundigt kendskab til den engelsktalende verdens historie, kultur og litteratur, lige fra Shakespeare til Obama.
Se studieretningerne med valgfag.
Se i UddannelsesGuidens ADGANGSKORT , hvilke uddannelser, fagene giver adgang til.
Idræt
Faget idræt kender du fra folkeskolen som et fag med masser af fysisk aktivitet. Dette gælder også for gymnasiets idrætsundervisning. Vi har bestemte områder, som vi skal beskæftige os med. Indholdet vil derfor især de 2 første år være meget bundet til den plan som lærerne udarbejder. Idrætsfaget er på 2 timer pr. uge, alle 3 gymnasieår.
Indhold:
Du vil blive præsenteret for en række idrætsaktiviteter hvoraf nogle vil være kendte og andre måske knapt så kendte/afprøvede:
Fodbold, basketball, volleyball, badminton, dans med ”Les Lanciers”, kreative bevægelsesformer, boldbasis, opvarmning til musik, grundtræning og fysiologiske tests i forbindelse med temaet idræt og sundhed, friluftsaktiviteter som kano/kajak og orienteringsidræt.
Herudover planlægges andre aktiviteter som det enkelte hold selv bestemmer.
Teori indgår i undervisningen. Du skal bl.a. lære om kroppens fysiologi og anatomi i et omfang så du selv bliver i stand til at udfærdige et træningsprogram der er tilpasset netop dig selv.
Vi lægger i idrætsfaget vægt på at alle skal lære noget samtidig med at det skal være sjovt. Du vil derfor modtage undervisning i de praktiske aktiviteter ved instruktion, øvelser og fejlretning således at du og holdet bliver dygtigere såvel teknisk som taktisk.
Der gives karakter i faget idræt.
Idræt på B niveau:
Opnås automatisk på studieretningen med idræt. Ellers er der mulighed for at vælge faget i 2.g eller 3.g og få idræt i ekstra 5 timer om ugen. Her vælger holdet dels at fordybe sig i 3-4 praktiske discipliner, dels at fordybe sig idrætsteori: 1) Hvordan fungerer kroppen i hvile og under arbejde? 2) Hvordan skal du træne hensigtsmæssigt? Dvs. idrætsfysiologi, anatomi og træningslære. Desuden indgår idrætshistorie og idrættens funktioner i et samfundsmæssigt perspektiv. Den praktiske og teoretiske del integreres i videst muligt omfang. Der er eksamen i faget på B-niveau.
Øvrige aktiviteter:
Skolen deltager hvert år i turneringer med andre gymnasier. Det er discipliner som fodbold, basket, volley og badminton. Dette henvender sig både til de der er vant til at dyrke meget idræt i fritiden men også mindre øvede har deltaget og haft en oplevelsesrig dag.
Frivillig idræt er et tilbud om at benytte skolens idrætsfaciliteter efter skoletid med eller uden lærer. Mange elever har benyttet sig af dette gratis tilbud til at spille basket, badminton eller volleyball. Kan du samle en gruppe der har en bestemt idrætsinteresse er der mulighed for at en lærer kan kobles på.
Samfundsfag
- Bliver Mette mon genvalgt til Statsminister efter næste Folketingsvalg?
- Hvorfor klarer den danske økonomi sig så godt, selv efter en lang periode med Corona?
- Skal danske soldater hjælpe Ukraine, hvis Rusland invaderer Ukraine?
- Skal Danmark bygge flere vindmøller eller skal vi bygge atomkratværker?
- Skal vi tvinge alle danskere over i elbiler? - og er elbiler i det hele taget en del af den grønne løsning?
I samfundsfag lærer du om årsager, så du bedre er i stand til at forstå den komplicerede verden, som du er en del af. Du får et bedre grundlag for at danne dine egne meninger og kunne argumentere for dem.
Du læser lærebøger og avisartikler, og i projektarbejde er du selv med til at lave undersøgelser. Undertiden tager vi ud og møder den politiske virkelighed fx på rådhuset, i Folketinget eller i Bruxelles.
Politik
Når du bliver 18 år, får du stemmeret. Du skal vælge hvilket parti, du skal stemme på til folketingsvalg og kommunalvalg. I medierne ser du Mette Frederiksen og Jakob Ellemand udtale sig om udlændinge, skat, sygehuse m.m., men kan du høre forskel på hvad de siger? Og hvad mener du selv? I samfundsfag lærer du om baggrunden for uenigheden mellem politikerne. Vi undersøger liberalisme og socialisme og deres betydning i dag. Du lærer om, hvem der bestemmer i Danmark.
International politik
USA og Danmark har soldater i Afghanistan, men er det den bedste måde at bekæmpe terrorisme? Du lærer om baggrunden for konflikten og hører forskellige synspunkter.
Sociologi
Hvordan er du blevet den person, du er? I samfundsfag ser vi på hvordan forældre, kammerater, TV m.fl. påvirker dannelsen af vores identitet og meninger.
Nogle mennesker begår kriminalitet og udøver vold. Vold straffes i dag hårdere med fængsel, men det har ikke mindsket volden. Hvorfor ikke, og hvad gør vi så?
Økonomi
Økonomi handler om penge. Hvordan skal vi få råd til velfærden, når der bliver flere ældre? Kan politikerne gøre noget for at få flere i arbejde? Vi ser på Danmark som del af en global økonomi, hvor mange arbejdspladser flyttes østpå. Hvad skal vi så leve af i Danmark?
◾Alle har Samfundsfag C i 1.g.
Der er to studieretninger, hvor du kan få samfundsfag:
◾Samfundsfag A – Matematik B – Biologi B
I Samfundsfag A arbejder du grundigt med alle fagets områder og der er skriftlige opgaver som i alle øvrige fag på A-niveau.
◾Engelsk A – Samfundsfag B – Biologi B
Samfundsfag B indeholder politik, sociologi, økonomi og EU, men ikke international politik. Her kan du evt. vælge Samfundsfag A som dit fjerde fag på A-niveau.
◾Du kan vælge Samfundsfag A og B som frit valgfag.
HF: Alle har Samfundsfag C, som indgår i et tæt samarbejde med historie og religion i ”Kultur- og samfundsfagsgruppen”. Du kan vælge Samfundsfag B som valgfag.

Spansk

Vi bor i en stadig mere international verden, og derfor er det vigtigt at kunne kommunikere med mennesker fra andre kulturer. Spansk er et af verdens største sprog og er modersmål for over 400 millioner mennesker. Det er hovedsproget i de fleste lande i Mellem- og Sydamerika, og et voksende sprog i USA, hvor ’latinos’ får stadig større indflydelse. Faget giver viden om nogle af de vigtige samfundsmæssige og kulturelle forhold i den spansktalende verden.
Med en rimelig indsats vil du efter tre års sprogundervisning kunne så meget spansk, at du vil kunne begå dig på rejser og ophold i den spansktalende verden. Spansk er relevant på flere videregående uddannelser og ved arbejde i internationale sammenhænge.
Ud over den almindelige undervisning i faget tilbyder vi blandt andet i 3.g udveksling med et gymnasium i Granada, hvor vores elever får mulighed for at opleve spansk kultur og sprog. Eleverne bor hjemme hos hinanden og får på den måde lært, at man ikke behøver at kunne perfekt spansk for at kunne få spanske venner!
Læs her om vores udveksling med Granada, Spanien
Spansklærer-teamet på Frederiksværk Gymnasium og HF har mange års erfaring med at undervise og med at rejse, studere og bo i Spanien og Latinamerika.

Maj Ferriz Thorsø
forelskede sig i Spanien og det spanske sprog på en udvekslingsrejse i 3g og blev senere hen spansk gift. Har boet 7 år i Spanien og benytter enhver lejlighed til at rejse sydpå og besøge familie og venner. Elsker at danse flamenco! Har undervist i gymnasiet siden 2007.

Anne Marie Honoré (Rie)
var egentlig på vej til Sydamerika, men forelskede sig i Spanien under et 3 måneders sprogskoleophold i Salamanca i 1980 og er derfor vendt tilbage til forskellige steder i landet mange, mange gange. Hun har undervist i spansk i gymnasiet siden 1994, og før det på handelsskole og aftenskole.



Fysik
I gymnasiet skal alle have fysik i mindst et år, dvs. på C-niveau. Men hvad er fysik og hvorfor er det så vigtigt, at alle skal lære om det? Fysikeren prøver at få orden i og forklaring på den verden, der omgiver os: lige fra hvor meget energi der skal til at koge kartofler, til hvad der sker inde i solen eller hvordan universet blev skabt. Grunden til at vi skal lære fysik er, at vores højteknologiske samfund er storforbruger af bl.a. fysikforskningens resultater. Tænk bare på elektrisk lys, broer, computerteknologi, lasere, superledning, Røntgenstråler, strålebehandling osv. osv. Fysik er både et praktisk og et teoretisk fag. Den praktiske del er forsøg og målinger. Det kunne være måling af forskellige stoffers massefylde, måling af solstrålingens energi, atomfysiske målinger, behandling af astronomiske data eller forsøg der indgår i et selvvalgt projekt. Men uden teori går det ikke. Vi skal have bragt orden og sammenhæng i måleresultaterne dvs. vi skal bruge matematik. Der er dog ikke noget at være bange for. Kravene på C- B- og A-niveauerne er meget forskellige og er indrettet efter de forudsætninger eleverne har. En klasse på en sproglig studieretning bliver ikke undervist på samme måde som en klasse på en naturvidenskabelig studie- retning.
Liste over de emner man skal beskæftige sig med:
C-niveau: universets skabelse (Big Bang ), beskrivelse af universet, solen, jorden, atomer energi og energiformer lydbølger, lysbølger , øre og øjne.
B-niveau: en grundigere gennemgang af Big Bang hypotesen og universets indretning, teori om naturens mindste byggesten :kvarker. mere om energi og energiformer bølger og hvad teori om bøger kan bruges til atomers og atomkerners opbygning, radioaktivitet kræfter og bevægelser.
A-niveau: emnerne på dette niveau er de samme som på B-niveauet, men de behandles mere matematisk og uddybende. Emnerækken er desuden suppleret med relativitetsteori og et emne inden for den helt nye fysik. Fælles for alle niveauer er, at en stor del af undervisningstiden er afsat til valgfri emner. Men fysik kan lige så lidt som andre fag stå alene. Undervisningen vil derfor i høj grad være udadrettet i tværfaglige forløb og projekter.