2a på Genbrugsstationen
Besøgte "De gode ting"
2a naturgeografi B var fredag den 4. november med Niels og Christel til genbrugsstationen i Frederiksværk. Vi trodsede efterårsvejret og iklædte os gule veste og fik en super rundvisning af Abia Reindorf og Tanja Bendtsen. Holdet arbejder med plastikforurening i verdenshavene og hvorfor ikke starte i vores egen baghave?
På genbrugsstationen fik vi at vide, at det er nemt at brænde plastik af, men nye regler på EU-niveau har sat skub i mange former for genanvendelse af plastik. Plastik er jo lavet af råolie og bidrager ved afbrænding til CO2 udledning.
Genbrugsstationen har fem forskellige sorteringscontainere for plastik, blød og hård plastik, bildæk, hård PVC samt plastikmøbler. Dele af plastikken laves om til granulat og videresendes til Frederikssund og indgår i Vestforbrændingens genanvendelsesaktiviteter. Bildæk bliver blandt andet sendt til produktion af bløde fliser.
Udover plastik lærte vi også at mineraluld i dag bliver sendt fra Frederiksværk til Leca- Danmark og bruges i Leca-produkter. Den sidste nye sorteringscontainer er mursten, som bliver renset og direkte genbrugt som mursten.
Vi sluttede besøget med at få en kop kakao og blive vist rundt i butikken for ”de gode ting”, fra hvilken eleverne og læreren kunne gå hjem med en lille gave.
/NHD & CVR