Kong Ødipus i moderne gendigtning
Teater2tusind
Tirsdag eftermiddag havde hele skolens 3.g-årgang besøg af teater2tusind, som præsenterede verdens første kriminalhistorie og verdens første klimaforestilling: Den gruopvækkende historie om Kong Ødipus.
Historien om Ødipus er mere end 2tusind år gammel og har endnu engang bevist sin aktualitet. For hvad gør man i en verden med klimaforandringer, en galopperende epidemi og usikkerhed om det rette politiske styre? I det gamle Grækenland drog man til Oraklet i Delfi og fik en spådom som rigtig fortolket sendte én i retning af den rigtige løsning.
I dag opsøger vi videnskaben, den nyeste konspirationsteori på Twitter eller den clairvoyante, for svar har vi stadig brug for. Mennesket har til alle tider kæmpet med usikkerhed om fremtiden, om klimaet, om sygdomme og det største af alle spørgsmål: Hvem er jeg egentlig?
I en moderne gendigtning fortalte 2 mænd historien om Ødipus udelukkende ved hjælp af nærvær og direkte kontakt til publikum. Det var vedkommende teater uden brug af rekvisitter, røg eller drejescene. Tak til Jan Overgaard Mogensen, Peter Seligmann og teater2tusind.
BDR/MK