Kan kvinder have nosser? Hedder det en "jordefader"?
3y har arbejdet med køn og seksualitet, og de har været på tur!
3y på tur til KBH. Om formiddagen var det primært et oldtidskundskab/dansk-samarbejde med fokus på køn og seksualitet.
3y-eleverne (de, der ikke var i Frankrig eller på ekskursion med deres biologilærer), Mette, Målfrid og Pia mødtes på Frue Plads foran Københavns Universitet, hvor Brandes i 1871 sparkede det moderne gennembrud i gang med sin forelæsningsrække "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur". Her fik eleverne et kort oplæg om Sædelighedsfejden.
På gåturen til Glyptoteket arbejdede eleverne med en walk-and-talk-opgave, der handlede om kønnede ord som fx. bestyrelsesforkvinde, finanskvinde, karrieremand, handelskvinde, jordemoder/jordefader, tøsedreng, muskelmand og fuckboi, og hvor vi også funderede over, om kvinder kan ”have nosser”.
På Glyptoteket fik vi en rundvisning og blev klogere på køn og seksualitet ud fra antikke værker fra de græske og romerske kulturer.
Så vandrede vi fra Glyptoteket ud på det, der tidligere hed KUA men nu hedder KU Søndre Campus, hvor vi spiste frokost og mødtes med en 2. års engelskstuderende, der holdt oplæg om studierne og studielivet på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. Derefter delte vi os op, og Henrik tog klassens fire musikelever med til en musikforelæsning og vi andre fik en rundvisning på universitetet, hvorefter vi blev fulgt til metrostationen af de to studerende der havde vist os rundt.
Super god dag!