FVGH med i fransk dokumentar om værnepligt
Få linket her
Klik her for at se udsendelsen: https://nousleseuropeensftv.eu/07-09/
Et hold fra den franske TV-station, France 2, besøgte Danmark og Tyskland i november 2025 for at lave en dokumentar til serien “Os Europæere”. På grund af truslen fra Rusland er det nu på dagsorden, at der igen skal være værnepligt i både Frankrig og Tyskland. TV-holdet var i Folketinget, i Forsvarsministeriet, på flere kaserner, til Forsvarets dag og besøgte Kvinfo angående ligestilling. De ville også gerne tale med unge gymnasieelever og havde derfor spurgt om at kunne filme og interviewe elever og lærere på vores gymnasium.
Reportagen sætter lys på et vigtigt og aktuelt emne. I Danmark er det nu besluttet at værnepligten skal udvides til 7500 personer, forlænges fra 4 til 11 måneder og gælde for både mænd og kvinder. Selvom det stadig kun er cirka 10% af en årgang, der skal ind i militæret, vil det påvirke de unges liv i Danmark. Alle unge skal til Forsvarets dag, og skal tage stilling til, om de vil i militæret. Derfor er det relevant at vide mere om, hvordan Forsvarets dag foregår, og hvordan det er at være i militæret for både kvinder og mænd. I dokumentaren ses scener fra en skydebane, og de unge i militæret interviewes om livet på kasernen.
Vores gymnasium og HF ses fra minut 4.04 i samfundsfagsundervisningen i 2z, hvor flere elever interviewes.
Fra minut 8.23 taler Mikkeline fra 3z og hendes far med filmholdet om værnepligt. Reportagen i Danmark slutter af med, at vores engelsk-billedkunst lærer Inge sammen med sin datter Anna, der har aftjent værnepligt, taler med TV-holdet fra Amalienborg (fra minut 13.03).
Den færdige dokumentar er på fransk, og vi kan jo kun håbe på, at der også kommer masser af debat og reportager på dansk om den nye værnepligt. Det franske TV-hold takker eleverne for deres fine bidrag.
CVR