Projekt Forskerspirer 2023
Flot fejring af 8 FVGH-forskerspirer
8 FVGH-elever har deltaget i Projekt Forskerspirer – og de er alle bestået!
På landsplan bliver 12 forskerspirer nomineret til Årets Forskerspire – og igen i år har vi en elev, der er nomineret til at være årets forskerspire – denne gang i samfundsvidenskab. Det er Frej Larsen Koefoed fra 3z.
Nok er vi et mindre gymnasium – men vi er det gymnasium, der har flest med
Også i år er vi det gymnasium, der har flest forskerspirer, der har bestået – "og her skal man tænke på, at vi er oppe imod de store gymnasier rundt omkring i landet", fortæller skolens forskerspireprojektkoordinator Lisbeth Haulrig.
Fejringen af de i alt 58 unge forskerspirer foregik i Københavns universitets festsal. Foruden Frej, har også Christine 3y, Emma 3x, Gabriel 3z, Hjalmar 3x, Johannes 3x, Jonas 3z og Maja 3x bestået Projekt Forskerspire 2023 - STORT TILLYKKE.
Frej udtaler: ”Fejringen på KU i torsdags var fantastisk! Det var en ære at blive nomineret, og stemningen var festlig.”
Hvordan fik Frej idéen?
”Jeg blev inspireret til min forskning efter at have læst en artikel, der forudsagde, at 70% af verdens befolkning vil bo i storbyen i 2050. Derfor tænkte jeg, at det var vigtigt at forbedre livskvaliteten i for befolkningen i storbyerne gennem mere velgennemtænkte byrum.” fortæller Frej.
Desværre vandt han ikke, MEN han har fået en rigtig fornem invitation af Halsnæs Kommunes chef for by og miljø, Peter Schaarup, som gerne vil invitere ham på kaffe og høre mere om hans projekt. Til mødet vil der også være byplanlæggere til stede, så måske kan Frej få nogle af sine idéer gjort til virkelighed!
D. 12. januar blev alle 8 FVGH-forskerspirer fejret på morgensamlingen.
/LG