Wir sind das Volk

Forfatter Annette Herzog fortalte om sin barndom og ungdom i DDR.

Fredag d. 24. januar 2025  havde tre 3.g historiehold og to 2.g tyskhold besøg af forfatteren Annette Herzog, som fortalte om sin barndom og ungdom i DDR. Det skete i samarbejde med Statens Kunstfond, som støttede projektet økonomisk.

Forfatteren Anette Herzog kender det tidligere østtyske DDR indefra.  Hun er født og opvokset i det tidligere DDR og har derfor stor viden om levevilkårene her i perioden 1949-89, hvor Tyskland var delt.

Med sin egen livshistorie som afsæt fik hun gjort os alle klogere på de systemforskelle, der gjorde, at en opvækst i det socialistiske, planøkonomiske Østtyskland (DDR) adskilte sig markant fra det være barn i Vesttyskland. Annette fortalte levende og engageret om alt fra private meningsforskelle i familien til indkøbsmuligheder, studieforhold, medieforbrug, og ungdomsliv. Og man fik som en tilhører en klar fornemmelse af, hvilke forhold hun værdsatte, og hvilke forhold, der føltes som begrænsninger i den personlige frihed.

Idealet i DDR var at skabe lighed mellem borgerne. Kvinderne var generelt lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og børneinstitutioner var næsten gratis, da staten havde overtaget virksomheder og institutioner og kunne bestemme priserne. Der var derfor også høj grad af ligeløn. Lægen tjente ikke meget mere end butiksmedarbejderen. Kulturtilbud og muligheder for at dyrke sport var tilgængelige for alle, hvilket også bidrog positivt til fællesskabet ifølge Anette H.

Men det var vigtigt at være en god socialist. Vi hørte bl.a. om, hvordan man i Arbejder-og Bondestaten DDR foretrak elever, der kom fra arbejder-og bondefamilier fremfor børn af intellektuelle. Anettes far var institutleder og dermed intellektuel, og hun havde derfor svært ved at få en af de to pladser i gymnasiet, der var afsat til eleverne efter grundskolen, selvom hun var egnet og gerne ville!

Det lykkedes dog takket være nogle forbindelser- men der var andre sten på vejen. Da Annette sammen med et par andre valgte at møde op første dag på gymnasiet i privat tøj, blev eleverne udskammet, da de ikke var iført den uniform, som man bar i den socialistiske ungdomsorganisation FDJ. Senere mærkede hun indoktrineringen på sit danskstudie, hvor læreren fremfor at oplyse nuanceret om Danmark kun betonede alt, hvad der var negativt set gennem de socialistiske briller.

Man skulle vise sin loyalitet over for systemet, og det betød også, at kritik af socialismen var no go. Medierne var fyldt med rosende ord om forholdende i DDR, mens ulemper som kødannelser i forhold til at få bolig, bil og basis-fødevarer blev fortiet. 

Valgene i DDR var ikke frie. Der var godt nok nogle alibi-partier, men borgerne blev overvåget, når de skulle afgive stemme, og den ene kabine, hvor man kunne sætte sit kryds anonymt, blev typisk ikke benyttet, da man så ville blive mistænkeliggjort.

Alt i alt fornemmede man, at den tryghed som Anette H. havde følt som barn, efterhånden måtte vige for en fornemmelse af frustration over den manglende frihed i DDR. Hun var en af dem der tilsluttede sig parolerne ”Wir sind das Volk” og ”Visafrei bis Hawai” og var glad, da muren faldt i november 1989. Hun havde dog ikke ønsket sig en total opløsning af det socialistiske system, snarere reformer ligesom mange andre DDR-borgerne. I dag er hun glad for sit liv i Vesten, men kritiserer dog også den ulighed, der hersker her på mange områder.

/LH