Frederiksværk Gymnasium og HF

Fejlmeddelelse

Jeg synes, det er rigtigt fedt at være elev på FVGH. Der er plads til alle og mulighederne for udvikling er uendelige.

Det er en hyggelig og spændende oplevelse at være elev på FVGH. Jeg har lært meget siden jeg startede og føler jeg kan komme langt her.

Jeg er super glad for at gå på FVGH, fordi der er en masse elevaktiviteter som man kan deltage i, og man får mange nye venskaber.

FVGH er et rigtigt socialt sted med en masse skønne mennesker. Der er et kæmpe sammenhold blandt alle.

At være HF-elev på FVGH er spændende og udfordrende med mange muligheder for personlig og faglig udvikling

FVGH er et mindre gymnasium og derfor kender man hurtigt stedet og menneskerne

Fernisering

Vis mig din historiske genstand

1.p og 1.q havde onsdag d. 11. september fernisering af deres egne historiske genstande. Eleverne havde fundet en genstand fra deres egen historie og præsenterede den på vores udstilling.De fandt den lille historie og nogle gange var dén lille historie en del af den store historie: Danmarkshistorie og den helt store verdenshistorie.

Det var et spændende forløb og dejligt at lære eleverne og deres historie at kende.

/ RP og IB

Det var en rigtigt spændende måde at starte historiefaget op på. Det var virkeligt sjovt både at dykke ned i vores egen historie men også få lov til at få et indblik i de andres. det gør man lærer hinanden at kende på en lidt anderledes måde. - Iris 1.q

Det var en fremragende idé, da vi både har lært hinanden bedre at kende og styrket vores samarbejde. Samtidig er vi blevet meget klogere på alle de områder, vi har arbejdet med. - Blend 1.p

Det har været mega hyggeligt at gå på jagt efter en genstand at præsentere på udstillingen. Det var sjovt at lære mere om min familie og historie - Charlie 1.p

Hvad er der i en silds mave?

Spørg 3bs biologihold!

3bBI var på ekskursion med biologi til CPH Business School i Hillerød

Her hørte de om de to uddannelser, Miljøteknikker og Laborant, som er to uddannelser, der er stor efterspørgsel på, og derfor stor mulighed for job efter to års studier eller mulighed for videre uddannelse. Da begge uddannelser foregår meget på laboratorier, skulle 3bBI også besøge laboratoriet, hvor de undersøgte deres medbragte vand fra Frederiksværk kanal og havn for mikroplastik. Til sidst undersøgte "laboranterne" en silds mavesæk for mikroplastik og andre interessante emner, som fx sildeorm (Anisakis simplex), der er en parasitisk rundorm, der ofte findes i silds indvolde. Velbekomme!

Førstehjælpskursus

1-1-2

Alle ansatte skal jævnligt på førstehjælpskursus. Her underviser Rune fra Falck i stabilt sideleje, Heimlich-metoden, hjerte-lungeredning, psykisk førstehjælp, brug af hjertestarter og meget mere. Deltagerne fik varmen!

Stålsprint Triathlon

Godt kæmpet!

Søndag den 1. September var dagen hvor alle 3g elever skulle prøve kræfter med Stålsprint Triathlon-stafetten i Frederiksværk som en del af deres træningsprojekt i idræt. Der var 28 hold i gang og hertil ca. 20 ekstra løbere. Der skulle svømmes 500 m i Fr.værk havn, cykles 25 km på Halsnæs og løbes 5 km i nærheden af Fr.værk. Stemningen var høj hele vejen igennem. Der blev jublet og heppet og bakket op til den store guldmedalje. For mange elever var det en ny oplevelse at prøve kræfter med et motionsløb af denne størrelse, og der blev kæmpet super flot undervejs. Det hele kulminerede på Fr. værk torv hvor der blev løbet i mål og hængt medaljer om halsen.

Resultater - løb, cykling, svømning

Fremhæves skal først og fremmest super seje Malthe fra 3z, som tog en fuld Stålsprint på 1 time og 19 minutter! Hurtigste hold fra Gymnasiet var Oscar, Bertram og Marius fra 3b. De gennemførte på ca. 1 time og 27 minutter samlet med skift og det hele. Hurtigste rene pigehold var Theodora og Solin 3z og Solveig 3y. Hurtigste svømmere var Frida I. fra 3z og Helena fra 3b. som kun skulle bruge ca. 10 min. på de 500 meter i havnen. Patrick og Jacob 3x var de hurtigste drenge i havnen. Hurtigst på cyklen var Bertram 3b og Solveig 3y. Hurtigste løbere var Marius 3x og Rani 3x. Tak også til de voksne: Sarah, Katrine, Sune, Søren, Torben og Anne som fik det hele til at glide, og også tog en tjans på holdene. 

Tak

Tusind tak til alle for at bruge en søndag sammen og medvirkede til at gøre så god reklame for skolen. Og hvor var I gode til at få hjulpet hinanden igennem udfordringerne!
/TJ

Malthe 3z tog en fuld Stålsprint på 1 time og 19 minutter

Sikker Trafik

Pas på jer selv og hinanden i trafikken!

Torsdag d. 29/8 var alle 2.g'ere og 1.HF'ere samlet til fællestime om hvordan vi bliver sikre(re) i trafikken. Mange af eleverne er i gang med - eller ser frem imod - at tage kørekort, så fællestimen har skabt ekstra opmærksom på hvor vigtigt det er at være opmærksom på sikkerhed i trafikken. 

Særligt den personlige historie fra en mor, hvis yngste søn døde som 18-årig/2.g'er som følge af en trafikulykke på vej hjem fra byen efter en bytur, gjorde et stærkt indtryk! –”Verden blev slået i stykker og alligevel kører den videre.” fortalte moderen. Pas nu på jer selv og hinanden i trafikken!

ChatGPT i undervisningen?

Lærerne lærer om ChatGPT

Spændende eftermiddag for alle ansatte på FVGH, hvor Tine Wirenfeldt Jensen talte om mulighederne for at inddrage ChatGPT i undervisningen. Eleverne bruger den jo i stor stil, så nu skal vi sammen finde veje til at udnytte teknologiens muligheder, samtidigt med at vi skal være kritiske overfor dens faldgruber og opmærksomme på dens begrænsninger.

P.S. Alt på denne hjemmeside er skrevet af et menneske... 

UngMod

Vigtige emner som seksualitet, samtykke, normer og relationer på skoleskemaet

I dag var hele 1.årgang til foredrag med Gabriela Rehfeld fra UngMod. Det handlede om seksualitet, samtykke, normer og relationer - vigitge emner, som måske er lidt svære at snakke om. 

Sved på panden i biologi

Tegn et makromolekyle!

Repetering af vigtige makromolekylers opbygning kan give sved på panden på flere måder. I biologi træner 2.b opbygningen af lipider, kulhydrater, proteiner og nukleinsyrer. Opgaven lød på hurtigst at skulle tegne disse molekyler ud fra illustrationer, som lå med lidt afstand. At solen skinnede og 2.b er glade for konkurrencer er kun et plus. Godt tegnet og løbet til 2b!

/ST 

Tysk udveksling

Vi er så heldige at have en partnerskole i Rendsburg, som ligger mellem Flensburg og Hamburg. Den hedder Herderschule.

Der er aftalt udveksling for 15-20 af vores elever på 2.g og 3.g tyskhold med tysk besøg i Frederiksværk i december (uge 50) og genbesøg for vores elever i Rendsburg i slut-april/start-maj (uge 18).

Vi får brug for nogle værter til det kommende besøg. Skriv til din tysklærer, hvis du er interesseret!

Her kan I læse mere om skolen https://www.herderschule-rendsburg.de

Tyske elever og lærere præsenterede sig på scenen i kantinen, dec. 2024
MB, PB og LH i Rendsburg, april 2024
Vores tysklærere Målfrid og Lise foran skolen i Rendsburg
Besøg i Rendsburg 28. april- 5. maj 2025