148 studenter dimitterede fra FVGH d. 23. juni 2023
Til lyden af 'Celebration' blev de sendt ud i verden
114 STX’ere og 34 HF’ere fik deres eksamensbevis og et håndtryk af rektor ved translokationen i fredags. Hele rektors tale kan læses herunder. Der var underholdning med 3.MUS, og elevrådsformand Silke 2y holdt en fin elevtale. Der blev udgivet legater og sunget fællessang. Til sidst blev studenterne sunget ud af lærerkoret til ”Celebration”. De gik gennem æresporten – og blev sendt afsted ud i verden.
Enkelte elever blev særligt fremhævet:
Silke 3y fik tak for sin indsats som elevrådsformand og bestyrelsesmedlem, og fik en gave af best.formand Helle Lunderød.
Josefine 2p (9,5) og Amanda 3y (12,0) fik hyldest for årgangens højeste snit på henholdsvis HF og STX.
Uzair 3x og Mille H. 3b modtog Rotary klub på 3500,- kr.
Jyske Bank-legatet på 2000,- kr. gik til Elliot 3x, Gustav 3z, Lau 3a, Lærke 2p, Silke 3y.
Læs artiklen i Fr.borg Amts Avis lige her: https://www.sn.dk/halsnaes-kommune/se-billederne-studenter-skal-ud-og-styre-verden/
Rektor Peter Brinks translokationstale til studenterne 23. juni 2023
Kære alle. Kære 3a, 3b, 3x, 3y, 3z, og kære 2p og 2q. Så blev I endelig studenter.
Jeg kan tydeligt huske den tid. En tid med fest og farver. Midt i 80’erne, som for nogen kan virke som længe siden, blev jeg selv student efter tre år på Vordingborg Gymnasium & HF. Med stort hår og denimjeans på skulle vi ud at have en svedig studenterkørsel. Solen skinnede, og alle boblede af glæde, mens vi kørte over Møns brandvarme asfalt. Bussen var indelukket og varm, men det klarede vi med halvlunken øl og høj musik. Vi hørte de samme 5 danske tophits på vores ghettoblaster og kassettebånd - I dag foregår det på en soundboks med bluetooth og Spotify kørende – ellers er meget det samme i dag som dengang
Nu er det jeres tur til at fejre, at I har klaret 2 og 3 benhårde år. Nogle år med lange skoledage, lektier og mange elevtimer.
I dag er jeres dag. En dag, hvor alt, hvad der hedder forventninger og krav, slippes. Både forventninger til andre, men vigtigst af alt de forventninger, I har til jer selv.
I har klaret gymnasiet, og I har fortjent denne dag.
…
I sidder nu med jeres skinnende røde og blå huer og et smil på læben. Det har været nogle hårde år, der har krævet både tårer, sved og kriser. Men gennemført - det har I! Jeg har set, hvordan I har kæmpet. I er en generation, der har oplevet nedture som nedlukning med slumren foran skærmene, aflyste arrangementer, og - desværre for jer - ikke færre eksamener.
Men med det sagt håber jeg, at de gode tider på Frederiksværk Gymnasium og HF opvejer de dårlige. For her på stedet har vi et stærkt fællesskab. På trods af de svære tider her på FVGH har festudvalget og elevrådet formået at stable nogle fede arrangementer på benene, der har samlet og dannet skolen og fællesskabet til det, vi er i dag - og det er jeg virkelig stolt af.
Jeg kan spejde rørstrømske og stolte ansigter rundt omkring i forsamlingen. Elever, lærere, personalet bag hele skolen og ikke mindst jer forældre. Så kære forældre, nu er jeres børn blevet uddannet. Og ikke nok med det, er de blevet dannede. De er blevet dannede som mennesker og individer. Vigtigst af alt er de dog blevet dannede som en del af et fællesskab.
Jeg er stolt af jer - det skal I vide - men jeg er næsten helt sikker på, at jeres forældre og de lærere, der har fulgt jeres udvikling på nært hold, er lige så stolte, hvis ikke mere end mig. Unge, seje mennesker!
…
At være ung i dag kan være svært. Mange unge føler et pres fra skolen og samfundet.
Der er mange unge, der spejler sig selv i andre. Og ja… det er da også vigtigt at kunne sammenligne sig selv med andre, hvis man vil finde sin rette plads i denne verden. Men man kan meget hurtigt komme til at drukne i forventningerne.
I har sikkert mange forestillinger om, hvordan livet skal udfolde sig for jer. Forventninger til jer selv og andre. Men husk på, at der også skal være tid til at leve livet. Bare slappe af på sofaen med en kop te en gang i mellem.
Der skal være plads til at være jer. Der skal være plads til at være ung. Der skal være plads til at være menneske.
I skal her fra kanten af FVGH’s varme og trygge rede vælge, hvilken vej I skal flyve. I kommer til at møde mange forventninger fra både forældre, venner, lærere og samfundet. Her skal I huske at give plads til jer selv. Jeres drømme og lyster skal altid have første prioritet. I stedet for at planlægge jeres videre liv ud fra, hvad andre siger, er det rigtige, skal I gøre, hvad I selv har lyst til. Om det så er at rejse verden rundt, at blive tømrer, at udforske verdensrummet som astrofysiker eller at sidde i kassen nede i Netto. Så længe det er det rigtige for jer.
Men lad ikke alt fokus ligge på fremtiden. I skal nu blot fokusere på jeres ungdom.
Ungdommen er på mange måder en hård tid. Men det er også en tid, hvor man udvikler sig og lærer en hel masse om sig selv og andre. Lad der være plads til, at I kan blomstre som unge mennesker, der er i udvikling. Jeres eneste ungdom. Det er nu, I har den.
For at citere en dansk kunstner, som mange af jer nok kender. Nemlig Artigeardit:
“Og la' vær at tænk' på, hvad andre de tænker på
For alle tænker på, hvad andre de tænker på
Så, ingen tænker om dig”
Så drop bekymringerne om, hvad omverdenen tænker om dig. Du kan trygt træde ud ad døren og ud i verden. For du er lige, som du skal være.
…
I er vant til et lille lokalsamfund, der kan virke næsten ubetydeligt sammenlignet med den store verden, I skal til at begive jer ud i. I har haft trygge rammer og et lokalsamfund, hvor alle kender alle. I er opvokset i naturskønne omgivelser med ro og nærhed. De her forhold gør opvæksten tryg og sikker.
Men selvom det er trygt og godt i vores dejlige Halsnæs, kan det for jer unge mennesker hurtigt komme til at virke både trivielt og måske også lidt kedeligt. Derfor skal I selvfølgelig ud at opleve verden. I skal opleve nye ting, og jeres personlige holdninger og mindset skal udfordres. Det kan virke skræmmende og farligt. Men det giver jer mulighed for at udfolde jer som mennesker.
I dag sender vi jer ud fra lille Halsnæs til hele verden. En verden, der ikke længere bare er lokal eller national. I skal ud og forholde jer til en global verden med mange muligheder og forbindelser, og hvor forskellige kulturer og verdensforståelser mødes. I skal ud at stå på egne ben, og det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at I kan.
I sidder alle sammen med en masse forskellige drømme og forventninger til livet. Både store og små. Uddannelse, arbejde, kærlighed, venskaber og mange andre ting. Drømmene er mange, og det samme er forventningerne.
Men kære unge… Ro på! I behøver ikke skynde jer med at finde ud af, hvad I vil, og hvem I er. I har alt den tid i verden til at finde ud af det. I skal ikke nødvendigvis ramme plet første gang. Det er okay at fejle. Bare spørg jeres forældre… De har været gennem hele processen. Tvivl om uddannelse, kærestesorger, identitetskrise, og fejl har de helt sikkert begået. Det er en del af det at vokse op. Intet er fastlagt, så frygt ikke de valg, I tager, eller som livet byder jer.
I er nu nået til vejs ende med tiden her på FVGH. Det har forhåbentligt været nogle gode og lærerige år med flere opture end nedture og flere smil end tårer.
I dag skal I love mig, at I glemmer alle bekymringer og forventninger. De kan vente til, tømmermændene har lagt sig efter den værste rus.
Jeg vil ikke trække tiden længere, selvom det er sørgeligt at skulle sige farvel. Derfor håber jeg, det bliver et på gensyn. Udenfor venter flotte pyntede vogne med dejlige forfriskninger. Pas nu på jer selv og hinanden, og så vil jeg afslutningsvis sige: Held og lykke, nyd dagen, den går hurtigt! Og med disse ord, kære studenter… I er dimitterede.
Kæmpe tillykke.