Frederiksværk Gymnasium og HF

Retorik

Retorik – Magtens sprog og sprogets magt

Hvordan overbeviser og påvirker politikere os borgere om, hvem der skal sidde ved magten? Hvordan overtaler man egentlig sine forældre til ting, de slet ikke er enige med dig i? Findes der nogle særlige evner, der kunne sætte dig i stand til at vinde flere diskussioner med dine venner?

Hvordan formidler man svær naturvidenskabelig viden, så almindelige mennesker kan forstå det?

Findes der et fag i skolen, der handler om sprogets sorte magi og overbevisende kraft? Et fag, hvor man bliver trænet i at kommunikere og argumentere, så andre mennesker spidser ører og lader sig overbevise? Et fag, hvor man lærer at gennemskue, hvordan politikere, magthavere og firmaer manipulerer med os for deres egen vindings skyld?

Svaret er heldigvis ja! Faget hedder nemlig retorik. Og det er slet ikke noget nyt fag – det er faktisk verdens første skolefag med en viden, der stammer helt tilbage fra oldtidens Grækenland.

Retorik er både et teoretisk og et praktisk fag: Du arbejder både teoretisk med at gennemskue, analysere og kritisere andres kommunikation, og du arbejder praktisk med selv at blive en skarp, strategisk kommunikatør.

Retorik er både et mundtligt og et skriftligt fag: Du bliver trænet i skriftlig og mundtlig kommunikation og får konkrete teknikker til fx at skrive læserbreve og debatindlæg og til at holde taler og faglige oplæg.

Faget vil styrke dig i at kunne deltage i den offentlige debat i samfundet, i at gå til mundtlig og skriftlig eksamen, skrive jobansøgninger og i det hele taget at få en stemme, som andre mennesker lytter til. I retorik er det dine personlige holdninger, dine erfaringer, din viden og dine kommunikative evner, der er i centrum.

SE VIDEOHILSEN FRA RETORIKPROFESSOR LISA VILLADSEN - KLIK HER!

Elevernes egne ord

"Det er megafedt at gå på FVGH. Det er altid en spændende dag med masser af fantastisk undervisning og de bedste kammerater."

"Det bedste ved FVGH er de gode lærere og det faglige niveau"

"FVGH er et trygt og fedt sted med plads til alle"

"FVGH et trygt, lærerigt, sjovt og mega fedt sted at være hver dag. Både elever og lærere er tolerante mennesker"